Skabet er malet med kalkmaling fra Vintage Paint og hedder Dusty Green - en skøn farve, som bringer foråret indenfor. Skabet leder tankerne hen på Paris og kan vel beskrives som enkel og elegant med et strejf af nonchalance.
Skabet gemmer på mange detaljer! Har du mon bemærket siderne? Det kan godt være du skal kigge en ekstra gang, men jeg har faktisk malet silhuetterne af to kvindelige kroppe - uden tøj! Indersiden af lågerne er også dekoreret og her kommer de franske associationer virkelig i spil.
Englene er malet og limet på. De er lavet af sammenpresset træ og er fra WoodUbend og kan fås hos Nostalgipaalandet.dk
Dusty Green og guld synes jeg giver et godt samspil og farven er temmelig let at matche med andre farver.
Skabet er enormt rummeligt, så det kan bruges til lidt af hvert. Faktisk kan det nemt trylles om til et badeværelsesmøbel med håndvask og armatur. Det ville være en virkelig smuk detalje på et badeværelse, som kunne trænge til et elegant pift.
Lad eventyret komme til dig
Nogle af møblerne har sit eget eventyr - det har dette skab også. Du kan høre eller læse eventyret om "Skabet med de dyrebareste værdier" nederst på siden.
Håber du vil slappe af for en stund og føle dig magisk underholdt.
Dusty Green parisienneskabet kan blive dit
Flot, rummeligt skab med mange anvendelsesmuligheder. Der kan nemt monteres en håndvask og vandhane og være et smukt og unikt indslag på badeværelset.
Mål: H 84 cm - med bagsiden 100 cm x D 46 cm x B 118 cm
Dusty Green skab - Pris kr. 8.600
Jeg tilbyder at lave din kommode på bestilling
Måske har du allerede et møbel, nyt eller gammelt, som jeg kan forvandle med maling og dekorationer. Dit møbel vil blive lige så smukt som Dusty Green skabet.
Prisen for dekoration af et skab starter ved 6500 kr., afhængigt af størrelsen og kompleksiteten af opgaven. Du er velkommen til at ringe eller sende mig en mail.
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Lær hvordan du selv forvandler dit sminkebord til et enestående møbel
Ved smukke Trelde Næs ud til Vejle Fjord ligger Jubækgaard. Her underviser jeg i de teknikker jeg bruger ved dekoration af møbler. Det er sjovt og berigende at udfolde sig kreativt og du får masser af inspiration til dine egne projekter. Et stort møbel er et tidskrævende projekt, så vi arbejder i mindre skala, men teknikkerne er det samme om det er stort eller lille.
Eventyr og fortællinger af Alexandra Tak fordi du har lyst til at lytte med og jeg håber du vil slappe af for en stund og føle dig magisk underholdt.
Skabet med de dyrebareste værdier
Der var engang et verdenskendt museum, hvor historiens mest vidunderlige skatte blev opbevaret. I museets største og mest spektakulære sal stod et fint lille skab fyldt med guddommeligt smukke diamanter og ædelstene. Skabets top var lavet af det klareste krystal, så juvelernes enestående skønhed kunne beskues og beundres.
Stoltheden strålede ud af skabet, som satte en ære i at fremvise de uvurderlige skatte. Juvelskabet pralede ofte foran de andre skabe for at være det mest betydningsfulde skab på hele museet. “Besøgende fra hele verden kommer for at se mig og mine skatte. "Alle vil høre historien om den mest dyrebare juvel der findes, og imens jeg fortæller, kigger alle på mig.”
Skabet havde dog ret i, at der især var én juvel, som altid stjal opmærksomheden, nemlig 'Le Régent'. Denne sjældne og imponerende juvel var en af de største i verden, og dens fascinerende historie havde en magisk virkning på publikum.
De andre skabe i salen rystede på hovedet og bar over med juvelskabet. Deres skatte var også af stor betydning, bekostelige og værdifulde.
Hver morgen, når museet åbnede dørene, blev skabet straks omringet af en stor skare af besøgende. Det første de ønskede at se, var juvelen og høre dens historie. Skabet nød at alles blikke hvilede på den og fortalte med vigtighed i stemmen historien om juvelen endnu en gang.
“Det er ganske vist, at en forbandelse hviler over den usædvanligt kostbare diamant 'Le Régent', og det er sandt, som det er sagt, at enhver, der har båret juvelen, er blevet ramt af uheld og ulykker - eller endda mistet livet.” Et gisp gik gennem salen og de besøgende spærrede øjnene op. Skabet satte næsen i sky og fortsatte.
“Juvelens eventyrlige historie startede langt borte i det sydlige Indien, i en smuk og mangfoldig delstat. Diamanten blev fundet i en mine af en slave, som arbejdede i minen. Den uforarbejdede diamant var på hele 426 karat med en vægt på næsten 100 gram.
Slaven besluttede resolut at holde sin opdagelse hemmelig og skjulte diamanten i et sår på hans ben. "Det var nu ikke så klogt, for snart blev det opdaget, og slaven blev bestjålet og derefter dræbt på grusom vis.”
“Nogle år senere endte diamanten i hænderne på en indisk købmand, som solgte juvelen til guvernøren i Madras, som var fast besluttet på at transportere juvelen hele vejen til London for at få den slebet hos verdens dygtigste diamantsliber. Guvernøren skjulte juvelen i hælen på sin sko og det lykkedes ham at nå til London i god behold. Her blev juvelen skåret til en 141-karat enestående smuk og perfekt diamant og den skinnede som tusind stjerner på en sort nattehimmel. Diamanten havde nu mangedoblet sin værdi, og guvernøren solgte den til regenten af et stort kongerige og derved fik diamanten navnet 'Le Régent', som betyder regenten.
Gennem århundrederne blev denne bemærkelsesværdige diamant båret af kongelige og adelige, men forbandelsen tog sine ofre. De som bar stenen, blev enten grusomt halshugget, sendt i eksil, tvunget til at abdicere, døde barnløse eller blev ramt af sygdom.
En dag blev der sat en stopper for, at flere uheld og dødsfald skulle ske. "Diamanten blev sendt på museum.” "Og her ligger den historiske diamant så den dag i dag med al dens perfekte skønhed.”
Skabet bukkede let og sendte de andre skabe et hovmodigt blik, mens publikum brød ud i jubel og klappede i deres hænder af den fantastiske historie.
Dagen gik på hæld, publikum forlod museet og mørket sænkede sig over den store sal. Alle skabene og deres dyrebare værdier tog en velfortjent pause for natten.
Der var så stille i den store sal, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Ind imellem kunne man dog høre et lille knirk eller knæk, men det var bare parketgulvet, som strakte sig eller et af skabene, der skiftede vægten fra et ben til et andet.
Sent på natten hørtes pludselig en meget svag rysten. Skabene åbnede søvnigt øjnene. Lyden blev kraftigere og kraftigere, og nu kunne de høre, at det kom fra juvelskabet. Alle kiggede hen på skabet. Rystelserne var nu så kraftige, at juvelskabets ben skiftevis lettede fra gulvet. Skabet rystede og rystede. Det rystede så forfærdeligt, at skabet troede det skulle dø. Hvert et stykke træ knirkede og knagede og gjorde så grueligt ondt. De forfærdelige rystelser stod på længe, ja, skabet følte det som en evighed. Men ligesom det var allermest uudholdeligt, stoppede det brat og der blev musestille i salen. Skabet var helt chokeret og dens ben kunne knap nok holde sig oprejst. Det svimlede for skabets øjne og den sank sammen i et højlydt suk. Sådan stod juvelskabet resten af natten.
Næste morgen åbnede det verdenskendte museum igen. Dørene blev slået op og besøgende strømmede ind i den store prægtige sal. Men noget var helt anderledes? Der var noget, som ikke var som det plejede, og det kunne mærkes helt ind i den mindste krog af museet.
“Godmorgen” sagde juvelskabet til de andre skabe med glæde i stemmen. “Hvordan har jeres skatte det her til morgen”? Skabene kiggede lidt spørgende på hinanden, kiggede tilbage på juvelskabet men begyndte så, én efter én, at fortælle om deres vidunderlige skatte og deres forunderlige historier. Juvelskabet lyttede intenst og de besøgende var begejstrede. Skabene var meget overraskede, men også ovenud lykkelige og når de besøgende jublede over deres historier, så gjorde juvelskabet det også.
Det var en dejlig dag, og salen var fyldt med ny og positiv energi. Og det var som om at salen var blevet endnu større og endnu mere prægtig.
Således levede juvelskabet og de andre skabe i salen lykkeligt til deres dages ende, og de var alle glade og tilfredse med at være en del af en smuk og mangfoldig samling af dyrebare skatte.
Snip, snap, snude… så er historien om juvelskabet ude.
Comentarios