top of page

Sødskærm Sirup

Sødskærm Sirup - naturens egen lakrids

Når foråret og sommeren står i fuldt flor, går jeg på jagt. Ikke efter guld – men efter grønne skatte. En af mine absolutte favoritter er sødskærm, også kendt som spansk kørvel – en plante, der dufter som et lakridseventyr og smager som barndommens bedste bolcher.


Hjemmelavet Sødskærm Sirup på glas
Det her er guld på glas - kom til Trelde Næs og smag.

I Den Kreative Bod ved Trelde Klint – og på de markeder jeg deltager i sommeren igennem – kan du finde min hjemmelavede sødskærm sirup. Den er lavet på friske grønne skud, rørsukker og en smule Celtic Sea Salt. Simpelt – og magisk. Det er naturens egen lakrids på glas. Den rene grønne luksus!

Salt lyder måske overraskende, men det er faktisk hemmeligheden bag den runde, fyldige smag. Og Celtic Sea Salt har en fremragende, mild og rund smag, som fremhæver den fine anisnote og giver siruppen en lille kant, der gør hele forskellen. Resultatet er en delikat og dyb sirup, som både kan løfte en kop te, en dessert – eller en hel middag.


Sødskærm Sirup – Naturens egen lakrids og vigtigt at vide

Jeg stiftede første gang bekendtskab med sødskærm på en gåtur ved Trelde Næs. Jeg kom gående ad stien, da en sød, tydelig lakridsagtig duft pludselig fyldte næsen – og jeg måtte simpelthen stoppe op. Jeg fandt hurtigt frem til den skyldige plante, og så snart jeg kom hjem, måtte jeg læse alt, jeg kunne finde om den. For ud over duften, som er helt særlig, blev jeg også bjergtaget af, hvor smuk planten er: De bregneagtige blade og de fine, hvide blomsterskærme gør den virkelig elegant og iøjnefaldende.

Pas på der er planter som ligner Sødskærm, men som er giftige

Der findes flere planter i skærmplantefamilien, som ligner sødskærm, og nogle af dem er giftige. Sødskærm kan forveksles med bl.a. Vild Kørvel (Anthriscus sylvestris), Hvas Randfrø (Torilis japonica) og den giftige Sideskærm (Berula erecta). Det er derfor virkelig vigtigt, at man er sikker på, hvad man har fat i, før man spiser noget fra naturen.

Det gode ved spansk kørvel er, at alle dele af planten er spiselige – både blade og frø har en sød, anisagtig duft og smag, og især frøene er kraftigt aromatiske. Planten egner sig også godt som bunddække under træer, da den trives i lidt skygge og fugt. Jeg har siden mit første møde med planten høstet frø og sået dem i min have – og jeg kan love dig, de trives! Når jeg høster, lader jeg planterne med blomster stå, så der kommer nye frø og flere planter året efter. Jeg har også drysset lidt frø ud i grøftekanter, og der vokser de fint.

OBS: Selvom planten er spiselig, bør den kun bruges i små mængder som krydderi, da gentagen og hyppig brug i store mængder kan give sundhedsmæssige bekymringer. Så lidt men godt – og altid med omtanke, når man sanker i naturen.


Sødskærm eller Spansk Kørvel
Sødskærm eller Spansk Kørvel som omgiver sig med en duft af lakrids. Hvis du selv vil ud at finde den, så læs først afsnittet om dens giftige sidestykker.

Hvad kan man bruge sødskærm sirup til?

Sødskærm sirup er som en tryllestav i køkkenet. Her er nogle af mine yndlingsmåder at bruge den på:

  • I te og varme drikke – især kamillete får et løft af den bløde lakridssødme.

  • pandekager og is – en drøm for både børn og voksne.

  • I salatdressinger – prøv den med olivenolie og lidt citronsaft.

  • Som et twist i cocktails – forestil dig en mojito med et anis-spark.

  • I marinader – fx til grillede grøntsager eller fisk.

Jeg elsker også bare at dryppe den over frisk frugt – især jordbær og melon. Det er enkelt, friskt og uimodståeligt.


fletkurv med Sødskærm eller Spansk Kørvel
Jeg elsker at sanke i naturen. Der er ikke noget dejligere end en hyggelig flettet kurv i hånden, solens stråler og så gå på udkig efter naturens skatte.

Sødskærm i haven ved siden af Skvalderkål.
Sødskærm i haven ved siden af Skvalderkål.

Sødskærm – grøn, gavmild og eventyrlig

Men hvad er sødskærm egentlig for en størrelse? Det er en høj og elegant plante, der ofte vokser i skovbryn, grøftekanter og ved gamle gårde. Dens bløde, fjerlignende blade er dybt grønne, og hele planten dufter af anis og lakrids, når man rører ved den. Man skulle tro, det var magi – men det er bare naturens egne aromaer.

Den blomstrer med små hvide skærmblomster, og når frøene kommer, er de som små søde pinde fyldt med endnu mere smag. Både blade, blomster og frø kan bruges – men jeg høster særligt de unge skud til min sirup, hvor smagen er mest intens og fin. Et strejf af historie og gamle husråd

Sødskærm har været kendt og elsket i århundreder – ikke bare for sin smag, men også for sine egenskaber. I gamle dage blev planten brugt som en naturlig “maveberoliger”, og folk lagde gerne nogle blade i snapsen eller i tepotten for at få styr på fordøjelsen.

Der blev også sagt, at hvis man puttede sødskærm i mælken, kunne den holde sig frisk længere. Om det er sandt, ved jeg ikke – men det lyder da ret charmerende. Og så har den ry for at kunne holde insekter væk og gøre luften renere – win-win!


Hjemmelavet Sødskærm Sirup på glas

Naturens gave – håndplukket og kærligt lavet

Jeg laver kun sødskærm sirup i begrænset mængde – for det hele bliver plukket i hånden og kogt med kærlighed i mit kreative køkken. Ingen konservering, ingen mystiske tilsætningsstoffer – bare rene ingredienser og masser af smag.

Du kan købe min Sødskærm Sirup i Den Kreative Bod på Trelde Klint, Trelde Næsvej, Fredericia og på udvalgte markeder – så længe lager haves. Det er virkelig et lille stykke forår og sommer, du kan tage med dig hjem – på glas.


Næste gang du går forbi en frodig grøftekant og dufter lakrids i luften, så tænk på mig… og min sirup!


 
 
 

Comentários


KONTAKT OS

Vi vil gerne høre fra dig

bottom of page